Min "lille" dreng går nu i 7. klasse og det er noget af en brat opvågning, han der har fået. Lektier!! Orv, sådan ... rigtige lektier. Ikke bare nogle, man kan nå at lave i timen, men sådan nogle der forventes lavet hjemme og som man skal forberede gennem længere tid.

I dag stod den på sidste finpudsning af en dansk stil.

"Lektier er en krænkelse af privatlivet!" var hans mening om dette.

Jeg fornemmer det bliver et spændende tid ;)

Når man indkalder til forældremøde i skolen, må man da som et minimum kunne forlange at alle børn får besked med hjem om arrangementet .... eller hvad? :s

Min datter var syg fredag, og mandag morgen var jeg inde i klassen for at se, om der skulle ligge et ugebrev, som børnene af og til får med hjem om fredagen. Men der lå ikke noget. Godt så - ingen ekstra ting at huske på i denne uge.

Skolen er jo en moderne skole med egen hjemmeside og smart oversigt over begivenheder, arrangementer og den slags. Denne sider hjemsøger jeg ofte for at kunne følge med i eventuelle nye tilag og notere mig datoer for kommende møder. Med fire to børn på skolen er det ret praktisk at have en smule overblik over hvornår hvad sker.

Her til morgen støder jeg på en anden forælder, der spørger hvorfor jeg dog ikke var til forældremøde i 2. klasse i går? Ja, hvorfor hulan var jeg ikke det??

Vi VIL så gerne opfylde lærernes ønske om at deltage aktivt i børnenes skolegang - hvis vi dog bare kunne få lov. Brug dog den kaldender på hjemmesiden og læg beskederne til de syge børn i deres skuffe! Hvor svært kan det være?

Hmmrf!

Det var vist bare lige det, jeg skulle af med.

Engang følte jeg mig ofte ensom. Men så fik jeg mig en tro følgesvend. Én som følger mig i tykt og tyndt, én jeg kan regne med 100%, når der skal tages fat, én der altid står klar i kulissen og følger mig, hvorhen jeg går. Om det så er de mindste ting, som at hænge vasketøj op eller bare at skrive her, ja så kan jeg være sikker på, du bakker mig op.

Da vi mødte hinanden for første gang efter en badmintonturnering for snart mange år siden, troede jeg venskabet ville være flygtigt. I de år, der er gået, har det også til tider været sådan lidt on and off. Engang imellem havde jeg egentlig næsten opgivet at se dig igen. Men da jeg så stod midt i forårsklargøringen af haven og alt så mest håbløst ud - så kom du og trådte til. Og da jeg i sommerferien gik i gang med at male stuen overtog du jo på det nærmeste hele projektet.

Nu har vi fortjent en pause, vi ta'r en slapper, gør vi. Og du må også meget gerne holde fri, jeg skal nok klare mig. Jeg ved jo, du står stand by :)

Hvor ville mit liv være tomt uden dig, Tennisalbue...

Det har indtil videre været en herlig sommer. Vejret har jo været forbløffende skønt. Sådan et vejr er hos mig ofte medansvarlig for pludselige indskydelser.

Således har jeg været på spontan campingferie med børnene. Vi pakkede om formiddagen og om eftermiddagen flød vi rundt i og omkring poolen på campingpladsen. En hel uge uden nogen som helst forpligtelser .... hvor meget bedre kan det blive :D

Spontane fester er også tit et produkt af sommervarmen. Dem har der været nogle stykker af også. Foruden de planlagte fester ..... Det har i grunden været en temmelig festlig sommer. Men altså ..... hvorfor er det nu, at folk lejer de dersens karaokeanlæg? Altså ... jeg mener .... De er ligesom selv ude om det så, ikke. At underholdningen til deres fest bliver katastrofal dårlig - i hvert fald når de kombinerer det med en invitation til mig. (Psst ... De der videooptagelser ... Name the price!)

Og så er der herhjemme genopstået en dille - Uno-spillet. Jeg havde helt glemt det gode, gamle spil. Men det er da sjovt :) Og nu er børnene blevet så store, at man nænner at tæve dem i det ;)

Fortsat rigtig god sommer!

Det der med at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt fik jeg for et stykke tid siden bekræftet i en grad, der har rystet mig. Min søn blev anholdt!

-----

Ved midnatstid blev jeg ringet op af politiet, der fortalte at de havde anholdt min søn i forbindelse med noget ballade til byfesten. Om jeg havde mulighed for at afhente ham på stationen?

For hulan! Alle de tanker, man får gennem hovedet. Alle de følelser, man får mærket af. Angst, vrede, skuffelse, bekymring, undren .... Og alle de bange anelser om, hvad han dog i himlens navn havde gjort, der kunne medføre dette. Der var meget langt til stationen den nat......

Hos politiet sad han så, bleg og tavs. Jeg fik af de flinke betjente en forklaring om at drengen angiveligt skulle have været blandet ind i noget ballade til en byfest. De havde hørt på hans egen forklaring, som altså var en noget anden udgave end den, de havde hørt fra vagterne, der havde tilbageholdt ham. Og da de jo ikke inde fra stationen kunne vurdere, hvad der virkelig var foregået, slap han med en bøde for overtrædelse af ordensloven ved at have optrådt højrøstet og beruset til gene for øvrige personer.

"Klokken er nu 00.43 og du er løsladt!" Det sagde de til min søn. Til MIN søn! Jeg sagde pænt farvel og tilmed "tak" da vi gik. Jeg var så lettet over at knægten ikke havde været involveret i noget frygteligt, men ærgerlig og med en følelse af noget sørgeligt indeni, over at han havde været involveret i noget som helst.

Drengen var ikke lettet. Han var rasende, frustreret, skræmt fra vid og sans, hulkende og med en tillid til politiet, der var ikke-længere-eksisterende.

Han havde været til byfest sammen med en flok klassekammerater og forlod flokken for at købe sig en øl i teltet. På tilbagevejen så han en person, der lå på jorden, overmandet af de tilstedeværende vagter. Nysgerrig, som han er, gik han derhen, bukkede sig for at se, hvem det mon var, der lå der. I det samme greb vagterne ham, smed ham ned på jorden med besked om, at det nu kunne være nok og at han jo var blevet bortvist fra teltet flere gange i aftenens løb. Knægten protesterede selvsagt, eftersom han ikke var blevet bortvist nogen steder fra og i øvrigt ikke havde gjort noget galt. Dette imponenede tilsyneladende ikke vagterne, der bandt hans hænder på ryggen med strips og tilkaldte politiet.

Det tager ca. en halv time at køre inde fra stationen ud til denne by. I den tid lå han på maven med hænderne bundet på ryggen. På et tidspunkt hev vagterne ham halvvejs op at stå for derefter at smide ham ned mod jorden igen .... stadig med hænderne på ryggen. Hans hætte fra jakken røg op over hovedet på ham og han bad dem, om de ikke kunne flytte den, da det var ubehageligt heller ikke at kunne se noget. Dette spørgsmål blev besvaret med et "Du skal bare holde din kæft" og et ben på ryggen for lige at sikre sig, at han blev dernede.

Hans klassekammerater stod mere eller mindre chokerede og så til, meget undrende over, hvad der foregik. Ingen turde sige noget af frygt for at få samme behandling. Politiet ankom og meddelte min søn, at han var anholdt. Iført håndjern blev han kørt på stationen.


Dilemma!!! "Sådan skal sådan nogle møgvagter aldeles ikke behandle min søn og hvad i alverden tror de han er - en farlig forbryder?"......... "Vagterne gjorde bare deres arbejde - de var på vagt."..........."Min "lille" dreng udsat for sådan noget, uden at jeg var der til at passe på ham" ....... "Politiet gjorde bare deres arbejde" ....... "Drengen er jo rystet i sin grundvold" ..... "Vagterne kender ham jo ikke - de tager højde for at der går syge mennesker rundt og stikker folk ned"

Det kommer til at tage mange samtaler hen over et glas mælk og en halv citronmåne før vi er færdige med at snakke oplevelsen igennem. Og lang tid inden han får rystet skrækken så meget af sig, at han kan se, at Verden ikke er faldet sammen alligevel, at politiet faktisk er der for VORES skyld. Det varer nok også lidt inden han får bearbejdet dét, at vagterne tog fejl af ham og en anden, som med lidt god vilje og i månestrålernes skær godt kunne minde lidt om ham, og som rent faktisk var blevet smidt ud fra teltet et par gange tidligere på aftenen. At de blot passede deres job. De kan jo aldrig vide, hvilke personer, de er oppe imod.....

Denne gang var det så bare min søn .....

-------

Det er nu ved at være et stykke tid siden denne episode fandt sted. Knægten er kommet sig, bøden er dumpet ind af døren :S, og hans forhold til politiet er heldigvis fornuftigt.
Han har forhåbentlig lært noget - at gå en stor bue uden om alt, hvad der kan ske at ligne ballade :)

Ja, så gik der lige en rum tid igen uden de store nyheder herfra. Det er såmænd ikke fordi, her ikke sker så meget - tværtimod. Alt det vender jeg måske tilbage til.

I mellemtiden har jeg været til mit livs først Åh Abe koncert sammen med datteren. Det blev en rigtig god dag. Vejret var skønt, solen skinnede og det var varmt. I starten undrede det mig lidt, at der var så god plads, men det viste sig siden, at folk havde siddet i kø på motorvejen, og det endte med at blive ret godt besøgt.

Underholdningen var vist som den skulle være. Det var ikke så meget vi egentlig fik set/hørt af det, for da Sigurds Bjørnetime var overstået var det rutsjebanerne og hoppeborgene der fik den største opmærksomhed. Det var lidt uheldigt placeret i forhold til scenen - man kunne hverken se eller høre musikken fra legepladsen :s Men trods det gik de 20 minutter (pr. tur) i køkulturen fint - der var jo nok andet at se på :)

Datteren havde glædet sig allermest til "Lille Nørd", som skulle optræde på den lille "Trygscenen". Det gik desværre ikke helt som ventet. Det var et meget lille telt, hvori der var opsat nogle bænke. Der kunne sidde ... måske 50-75 børn. Bag børnene stod deres voksne og bag dem igen stod nogle andre voksne med børn på skuldrene. Og når man kun er 7 år og derfor ikke helt høj nok til at overgå de andre må man mase på. Og det gjorde hun, datteren. Hun kæmpede en brav kamp for at mase sig gennem muren af voksne, men uden held. Ikke én lod hende klemme sig igennem. Det var en meget skuffet pige, der efter showet fandt grædende tilbage til sin mor, uden at have fået et eneste glimt at "Nørderne". Argh, det var svært at finde på noget, der kunne trøste. Jeg foreslog hende at vi blev stående til alle andre var væk - måske man kunne få bare et lille glimt af dem inden de helt forlod scenen. Der gik dog kun en herre og fejede, da hun endelig kunne se noget. Men lur mig, om ikke hun gennem gitteret pludselig fik øje på dem bag scenen. "Hej Jeppe, Hej Marie" råbte hun glad og de vinkede tilbage. Dagen var reddet :D

Måske arrangørerne skulle overveje at undlade bænkene foran den lille scene, så behøver de voksne ikke at stå op for at få det hele med ;)

Og så var der jo også lige Jakob Sveistrup :) Datteren er vældig begejstret for ham - og han er da også sød :)

Alt i alt havde vi en herlig dag, helt på datterens præmisser. Det burde vi gøre noget oftere :)

I dag skal 1. klasses piger på tur til Legeparken og drengene skal på Naturlegepladsen. Med det vejr vi har for tiden kræver det omtanke at klæde børnene på ... for lidt eller for meget ... :s

Ved morgenbordet erklærer datteren, at hun helst vil afsted i kondisko, da det er langt det bedste på en legeplads. Forståeligt! Så kunne gummistøvlerne tages i brug i morgen, hvor holdene bytter, og hun skal på Naturlegepladsen. Det mente hun nu nok ikke, hun fik brug for, og jeg foreslog hende, at hun skulle tage et kig på drengene, når de kommer hjem i dag, så kan hun se, hvor beskidte de er blevet.

Hun skovler endnu en skefuld havregryn indenbords, og imens hun tygger ser hun noget spekulativ ud..... "Ved du hvad, mor. Det nytter altså ikke noget. Drengene er ALTID møgbeskidte, uanset hvor de har været henne!"

Hmmm ... Jeg tror nu nok, det bliver gummistøvler i morgen alligevel :)

Hov da, sikke tiden bare er løbet af sted, uden at jeg har fået skrevet noget. Måske jeg ligefrem alligevel har et liv? ;) .... Nogle har 9 liv - kattene.

Vi har haft en kat på ferie. En stor, flot, sort indekat med babyface. Han ankom i bur - af hensyn til transporten, tænkte jeg. Han blev sat i snor - af hensyn til hans manglende kendskab til området, tænkte jeg. Han blev lukket inde på værelset, da ejeren og sønnen skulle ud at køre - af hensyn til vores andre katte, tænkte jeg.

De to mindste børn og jeg skulle da lige ind og se til missen, når den sådan var alene. Og der sad han i sin snor, kiggede på os, som om han tænkte "så ae mig dog". Og det gjorde mindsteknægten så - aede den - ganske stille på ryggen. WHOOOOM! Så sad den i hans arm! Og drengen skreg og hylede og baskede med armen for at få katten af. Ligesom når man forsøger at ryste et insekt af sig. Og endelig! Efter mindst en halv time (sådan tror jeg han følte det ;) ), der dog nok kun var få sekunder, slap den. Og drengen stod med et åbent sår på armen, man kunne se hvor fint hans pulsåre lå lige der inde i armen. I en fart fik vi noget viklet rundt om og afsted det gik til skadestuen.

Efter endt behandling, rensning og samling af sårkanter, fik han armen i slynge og besked på at holde sig i ro en uge og indtage et givent antal antibiotikatabletter. Kattebid er ikke sådan at spøge med, der er altid bakterier, uanset hvor godt det bliver renset. (Husk det, hvis du engang skulle opleve noget lignende!)

Vel hjemme igen er katteejer og søn imidlertid også kommet hjem. Lillepigen drøner selvfølgelig ind og fortæller at "Ved du hvad, din kat har gjort o.s.v.". Her prøver jeg dog at forsvare katten, den var jo alene et fremmed sted, døren ud til den store verden stod åben, der lugtede af fremmede katte og fremmed natur, tre fremmede mennesker stod og kiggede på den og en enkelt vovede endda at røre ved den.... Vi skulle have ladet den være.....

Fyyyy mis, skældte katteejer .... WHOOOM! Så sad den i hendes arm. Nu kendte vi jo proceduren. Ind og vaske godt, inden vi kørte på skadestuen. Imens vi vaskede ville sønnen lige forhindre vores gamle kat i at blive spist og trækker derfor i gæstekattens snor. SACK! sagde det vist, og så måtte han også ud og vaske sår.

Det var vist på dette tidspunkt det hele begyndte at virke komisk. Vi måtte atter en tur på skadestuen, og jo, personalet kunnet godt regne ud, hvem de to havde "hilst på". Og ja, vel havde de ondt af patienterne, men også af kaffesøsteren, som måtte invistere i 3 x antibiotika på én dag. Det' noget dyrt stads ;) Og lidt fjollet ser det ud, når ca. halvdelen af familien futter rundt med den ene arm i slynge på grund af en sk... kat!

Under aftensmaden, som for nogle af beboerne bestod af "udskårne ryttere", da de ikke selv var i stand til at skære deres mad, fortalte katteejeren, at det ikke var første gang, katten havde udvist denne aggressive adfærd. Faktisk var den med på ferie, da ingen andre længere turde passe den. Den var to år gammel men havde gennem det sidste halve år forandret sig meget. Muligvis fordi den var en indekat, muligvis var den kommet for tidligt fra sin mor, muligvis .... ja hvem ved?  Noget gik galt. Jeg tvivler ikke et øjeblik på, at den altid er blevet passet kærligt og godt. Men ejeren tvivlede nu på, om hun turde forsvare at have den mere.

Vores feriegæst blev knap to år.  † Hvil i fred, mis!

Jeg har leget gemmeleg i nogen tid nu. Ikke sådan, at jeg har gemt mig. Det var jo musens opgave. Jeg skulle bare hele tiden være den, der skulle lede. Og det gjorde jeg. For den i det forrige indlæg omtalte lugt blev bare værre og værre. Indtil jeg tog de store overarme i brug og ryddede rummet.

Og dér! Lige der bag klædeskabet lå den jo, det bette skind....... Men ikke helt så bette som forventet. Ret stor var den. Den lignede til forveksling en rotte. Faktisk var den ikke særlig køn, faktisk var den en rotte! Og den lugtede! Meget! Grimt!

Sjældent har jeg skabt mig så tøseagtigt som den dag. Hysterisk, er vel det rette ord.

Så måtte jeg i gang med rengøringen igen. Det greb om sig. Den ubudne gæst  havde tabt lidt kropsvæske, hvor den havde lagt sig. Lugten af den slags lader sig ikke vaske af. Overhovedet!

Så hvis jeg engang flytter herfra og nogle nye beboere undrer sig over, hvorfor der er malet en nydelig lille firkant på gulvet i et af rummene, så er de hermed advaret: Lad være med at fjerne malingen! Den dækker over noget, der gav mig kvalme i 14 dage!!!

Jeg har to katte, den ene er en gammel fyr, temmelig egen og med en figur lidt lige som en kommode. Den anden er en lystig killing med mod på livet, gamle katte og spadsereture på højthængende hylder. De kan af og til enes en halv times tid af gangen, eller når de begge to sover eller spiser samtidig. Fælles for dem er, at de vel på en måde er ansat som musefængere .... hvilket de åbenbart ikke er helt indforstået med. Killingen har endnu ikke fundet ud af, hvad man skal stille op med den slags, og den gamle er som regel enten for træt eller for mæt eller bare for doven.

For et par dage siden fornemmede jeg en noget ubehagelig lugt. Jeg tænkte, at det var kattebakken, der var overbebyrdet, og gav den en tur med klorin, men det ændrede ikke noget. Nå da, tænkte jeg. De små bæster (kattene) har nok ramt ved siden af, og jeg gik i gang med gulvet. Hmm ... det ændrede egentlig heller ikke på aromaen. ..... Gad vide, om sådan en kattebakke-lugt kan trænge op på væggene, tænkte jeg så. Jeg fandt Rodalon frem og vaskede væggene, og når jeg nu var i gang, fik loftet også lige en tur. Sådan! Så skulle vi være den lugt kvit! Fint og rent var der .... Men nej!

Når man så har gået og snuset sådan et stykke tid, vænner man sig næsten til lugten, og kan have svært ved at lokalisere den. Så jeg måtte ud og vende en tur og ind igen, for med ny snushaneenergi at forsøge at spotte åstedet for lugtgenerne. Da var det, det gik op for mig, at det slet ikke handlede om kattebakkerummet. Men som man siger; Gjort gerning lugter ikke ilde .... eller noget.

Det viser sig så at det er lykkedes en af vores overboere (mus, som jo altså bor trygt og godt her) at vandre over til naboen, mæske sig i hans rottegift, og vandre tilbage til vores loft igen, blot for at styrte ned i hulmuren og ligge sig til at dø der! Bvadr! Det stinker! Faktisk kan man af den udviklende stank for hver dag, der går, næsten se for sig, hvordan råddenskaben griber om sig.

Hvor ville det være smart, hvis sådan en hulmur var udstyret med små låger hist og her, så man lige kunne nupse synderen, men sådan skal det ikke være, nej. Det bette skravl skal bare have lov at ligge der i fred og rådne, mens vi andre må lide, for nu har jeg opgivet at finde en løsning, da intet, absolut intet, kan overdøve den lugt! Eller .... findes der et middel? Kender du et?

Ej sikke en dag! Jeg har ikke lavet noget som helst fornuftigt. Eller, det vil sige, det kommer jo helt an på, hvad man forbinder med fornuftige gøremål.

Men i dag har jeg drukket to kander kaffe, røget en pakke smøger og siddet min bagdel flad dels her foran min computer og dels med telefon i hånd og guidet venner igennem diverse konflikter mellem dem og deres computere. Hvad er det lige, der sker med folk og deres forhold til antivirusprogrammer? Sådan nogle skal altså opdateres for at virke optimalt! Det er langt nemmere end at ringe til Kaffesøsters Hotline og græde snot!

Men når man så sådan har den ene hånd optaget af et telefonrør er der jo ikke så meget andet at lave med den anden, end at tænde en smøg eller skænke kaffe, vel :)

Så ak ... mine pæne intentioner om at skære ned på kaffe- og cigaretforbruget er gået helt til grunde i dag. Men i morgen!! SÅ skal jeg i gang med at genopbygge mådehold!

Her til morgen, hvor jeg var ude og lufte min gode, gamle bil, mødte jeg, som jeg gør hver morgen, klaphatten, der tror hans bil er en lastbil med bred last. Det er der altså bare ikke plads til i disse sne/frost-tider. Grøftekanten, som vi jævnligt benytter som vigespor her ude på landet, er begravet i dybfrossen sne/is sammen med de yderste 30 cm af vejbanen, og det hele er omdannet til noget der minder om mønsteret på en kæmpe æggebakke. Resultatet blev altså at jeg måtte trække helt ind i æggebakkerne, og fik mig en tur, der mindede om et rodeo ride!

Jeg tror, jeg så småt begynder at udvikle en form for cryofobi kombineret med amaxofobi. I hvert fald, når jeg ved, at ham klaphatten kommer sejlende hver morgen. Hmm... måske jeg skulle prøve at lade være med at trække ind, og se, hvem der først bliver en kylling ..... Pfft ... jeg VED det bliver mig, og med min spirende kakorrhaphiofobi er det nok en dårlig løsning.

Sikke egentlig en masse fobier, man kan lide af .... bare man da ikke kommer til at lide af fobofobi :s

Trods min harme over uberettigede strafportoopkræninger, lykkedes det mig at forklare Postdanmarkdamen på en pæn måde, at jeg er rimelig træt af at hælde penge ud til frimærker, som der alligevel ikke bliver spyttet kraftigt nok på. Og et eller andet sted kan hun jo heller ikke gøre for, at de er sjuskede på vores lokale posthus.

Hun var faktisk vældig flink, og gav sig god tid til at undersøge, hvad der var gået galt. Det kunne hun dog ikke opklare, men gættede sig også til, at frimærkerne måtte være faldet af. Og det endte med, at hun annullerede regningerne :)

Derudover gav hun mig et grundigt indblik i portotariffernes forunderlige verden, så jeg næste gang det blive aktuelt, kan belære den kære Hr. Lokalpostindleveringsstedsekspedient om, hvordan man udregner den nøjagtige porto. Hvordan jeg så får ham lært at blive bedre til at slikke ..... Det sagde hun ingenting om ;o)

For hulan, jeg er træt af Postdanmark .... eller vores lokale postindleveringssted .... eller begge dele! I starten af januar modtog jeg en opkrævning for manglende porto på et julekort, jeg havde sendt afsted. Det undrede jeg mig lidt over, da jeg havde været på posthuset og købe frimærkerne, som de ville sætte på og ekspedere videre. Senere erfarede jeg så, at et par af de julekort, jeg havde sendt uden kuvert, og altså uden afsender, var blevet leveret sammen med en regning på strafporto. Træls! Rigtig træls! Så fedt er det jo nok heller ikke at få et skaldet julekort fra mig, at man gider at betale for at få det.

I forrige uge var jeg så igen på det lokale posthus og skulle sende en pakke med postopkrævning. Jeg havde på forhånd luret prisen på postdanmarks udmærkede hjemmeside, men trods det, blev jeg opkrævet godt 30,- kr. mere end forventet. Jeg beklagede mig lidt, men føjede mig, da "postmanden" jo nok vidste bedre end jeg.

Og hvad dumper så ind af døren nu?!?!? En opkrævning for manglende porto på omtalte pakke! Så ikke nok med, at jeg faktisk betalte for meget i første omgang (ja, jeg har tjekket på hjemmesiden igen), nu vil de have porto igen PLUS gebyr. Det er dælme lige til at få kaffen galt i halsen af!

Nu har jeg sat mig for, at jeg under ingen omstændigheder vil betale nogle af de opkrævninger. Hvad enten de så har glemt at montere frimærkerne i første omgang, eller mærkerne er droppet af under ekspeditionen, jeg HAR betalt! Kaffesøsteren er pissed! Så Postdanmark! Here I come!

Ja, så blev han døbt, den lille Prins Christian. Og det endte selvfølgelig med, at jeg sad og hang foran TV og slugte det hele råt. Jeg havde ellers tænkt, at naaah, jeg gider nu ikke alt det, skal bare lige se dåben. Men alligevel, for så skulle man da lige se, hvem der var inviteret med, hvem der tabte hatten, hvem der nøs i kirken o.l.

I ventetiden i kirken spekulerede jeg lidt over, hvad der løber gennem hovedet på sådan nogle fine gæster til sådan en højtidelighed. Mon de egentlig sidder og røvkeder sig (på jævnt dansk), eller mon de sidder fulde af forventninger og glæder sig? Kæmper de mon aldrig mod søvnen, som i hvert fald jeg har oplevet at gøre det i en kirke, det så ikke ud til at nogle af dem gabte. Og mon ikke det er lidt underligt for ham den ene fadder, som jeg altså har glemt, hvad hedder, men som er ven med Kronprinsesse Mary. Han har kendt hende fra dengang hun blot var "Mary" og nu står han som fadder til en tronfølger. Det må være en lidt besynderlig omvæltning.

Jeg gad egentlig godt vide, hvordan der dufter inde i sådan en kirke med alle de prominente gæster. Når man tænker på, hvor skrap en duft en enkelt dames parfume kan udsende, for ikke at tale om en god, tung aftershave .... Ja, så forstår man da egentlig rigtig godt, at Kronprinsen fik tårer i øjnene. ;)

Der var også lige en ting, der undrede mig, det var den vaffel, biskoppen havde siddende på kjolen. Hvad hulan var da det?? Mon det er en speciel fin vaffelorden, et levn fra morgenmaden eller blot en fiks, lille broche, han synes matchede kjolen... hmm ... løjerlig, var den.

"Så du alle de flotte kjoler og dragter?", vil min mor helt sikker spørge mig ... Damn! Jeg missede det igen. Jeg så nogle hatte, en enkelt kilt, nogle uniformer og diverse jakkesæt, suk .... havde de overhovedet kjoler på?? Jeg lærer det aldrig :s

Men jeg blev grebet af stemningen da drengekoret sang efter dåben, faldt helt i staver og syntes at den lille familie så ud til at være nærmest lykkelig .... og så var det at lillepigen råbte fra køkkenet, at hun ville have spejlæg! Nu!

Sådan ser der ud i dag, lige ude foran mine stuevinduer. Er det ikke bare smukt!?
Nej, i dette tilfælde er billeder ikke taknemmelige. Man skal være der selv.

Den stilhed, der møder én, når man kommer ud, en tæt stilhed, findes kun sådan en morgen. Sneen ligger fin og uberørt, jomfrusne. Jeg føler mig på en besynderlig måde beskyttet i al den tæthed, der synes at omgive mig. Jeg suger stilheden til mig, kunne man bare gemme den og tage den frem igen efter behov. Ikke engang dyrene i skoven nænner at bryde stilheden, også de lister stille omkring.

Hvor er jeg heldig, at jeg kunne sætte mig ud i al den skønhed og fylde hovedet med stilhed og ro :)

Nogle gange kan jeg blive helt skræmt over, hvor meget jeg kan lyde lige som Dolph. F.eks. som da jeg i badet i morges opdagede, at der ikke var noget varmt vand! ARGHHH!!!

Ja, så fik vi også aftensmad i dag. Men det var  lige ved at gå op i røg. Vi skulle have paneret ising-filet. Med persillesovs selvfølgelig :) Og efterhånden, som fiskene blev stegt færdig, lagde jeg dem i et ildfast fad med låg, sådan et fad, som har medbragt bordskåner i form af en bastkurv, det står i. Og for at de kære fisk nu ikke skulle blive kolde, kunne jeg da lige sætte dem i ovnen, hvori jeg var ved at bage boller. Med låget på ville bollerne nok ikke tage smag af fisken. Så vidt, så godt :)

Mens maden nu står der og bare lige skal blive færdig, kunne jeg jo sætte mig her ved computeren og læse nyheder og mails og flere nyheder og ... ja, i kender det sikkert - man glemmer let alt omkring sig. Jeg bemærker godt nok, at lillepigen lukker døren til køkkenet, men det gør hun så ofte, når der er Fjernsyn for Dig. Først et par minutter senere observerer min dovne næse en besynderlig, absolut ikke-aftensmad-agtig lugt!!

Med bange anelser spæner jeg mod køkkenet og kan ikke lige med det samme lokalisere, hvorfra lugten stammer. Indtil jeg åbner ovnen! Ud vælter en ækel, brændt-hestemøgs-agtig lugt. Argh! En stank!

Jeps! Jeg havde i min tilstand af semi-demens sat fadet ind med kurv og det hele i bunden af ovnen.
Så bare lige til en orientering: Det kan IKKE anbefales! Slet ikke!

Ja, så blev det søndag. For mit vedkommende bliver det en noget kort søndag, da jeg sov hele formiddagen væk. Festen i går endte jo alligevel med at blive ret god, og det var gået hen og blevet morgen og halvlyst, inden jeg kunne skrabe al isen af bilen og futte hjemad. (Ganske ædruelig, selvfølgelig)

Så egentlig burde jeg jo være frisk og veloplagt (ingen tømmermænd og en masse timers søvn), men dér halter det da godt nok lidt. Jeg har haft nogle seriøse overvejelser omkring min måde at bruge denne søndag på: Stene foran fjernsynet eller stene foran computeren. Indtil videre er jeg ikke nået længere end til computeren. Men jeg er ret sikker på, at når klokken bliver 20.00 i aften, vil jeg hænge foran DR1 og se ugens afsnit af Krøniken.

Og nu, hvor morgenkaffen er sluppet op og eftermiddagskaffen er brygget færdig og er klar til indtagelse sammen med en herlig Snickers chokolade, tror jeg bare, jeg vil hygge mig med et spil tegn & gæt. Måske ses vi derinde? :)

Ja, så blev det lørdag og jeg skal til fest. Det er sådan set også vældig fint - jeg gider bare ikke i dag. Ikke fordi, altså, det er vældig rare mennesker, jeg skal være sammen med. En tradition, er det blevet, at holde denne fest i starten af januar. Det plejer også at blive rigtig sjovt og lettere løssluppent. Men .... jeg mangler gnisten i dag. Har lyst til at melde afbud nu i sidste øjeblik, men det gør man jo heller ikke.
Så nu trøster jeg mig lidt med, at jeg jo bare kan tage tidligt hjem og hygge mig med ungerne. Kors, hvor er jeg kedelig. Selv min påklædning endte med at blive kedelig.

Nå! Men jeg skal til det .... afsted med mig ...... og hvordan var det nu, jeg havde det før denne fest sidste år, hmm ... nøjagtig ligesådan. Og den fest endte med at blive rigtig, rigtig sjaw .... så der er håb forude ;)
Go' lørdag aften! :)

For hulan, hvor har det da bare været koldt i dag. Jeg har frosset som en lille hårløs hvalp. Og af en eller anden grund virker det som om isoleringen i det her hus flytter sig omkring, så der aldrig er noget i den mur, hvor vinden kommer ind imod. Selvfølgelig bedyrer udlejeren, at der er isoleret med langt over, hvad der bør være. Men så forstår jeg simpelt hen ikke, at væggene kan være så iskolde, og at der ligefrem kan dufte af frisk luft, uden at hverken døre eller vinduer er åbne. Er det mon normalt? Det er måske bare mig, men jeg mener også, det burde være muligt at varme en stue op til over 19 grader :S
OK - der er sikkert betydeligt koldere mange andre steder i Verden, men når nu det blæser lige så det fløjter i mine ribben, når jeg går ud .... arghh! Jeg går i bad!

Findes der mon noget værre, end mandag morgen? (Ja, selvfølgelig gør der det! Jeg ved det godt.)
Men når man sådan ligger der, tidligt mandag morgen og kæmper en kamp for overhovedet at åbne øjnene, fordi man sov alt for længe søndag morgen, til at være i stand til at sove igen allerede søndag aften, så virker dagen ganske uoverkommelig. Og der er jo grænser for, hvor mange gange man kan sætte vækkeuret på snooze.
Når man langt om længe får sig bevæget ind på badeværelset og trods vandpjask stadig føler, man har hovedet pakket ind i vat, så er det at autopiloten "Mor" træder til. Der er jo børnene .... de skal vækkes, hvis de ikke allerede er oppe, men selvfølgelig er de ikke det - Det er jo mandag!! Og madpakkerne!! Hvorfor var det nu lige, at man ikke fik dem smurt i går aftes, mens man stadig var fuld af energi? :S Den mindstes tøj skal findes frem, men det er nemt, vi købte jo nyt i fredags, så det skal selvfølgelig i brug. Lige indtil hun opdager, at sådan et par cowboybukser med lav talje altså ikke sidder på kroppen som et par elastiske leggings. Oh ve! Og de der vaskeanvisninger i linningen, hvorfor hulan putter de ståltråd (eller noget, der føles ligesådan) indeni? Og hvorfor er det nu lige, at strømper har det med enten at være for store eller for små lige netop om mandagen? Morgenmaden måtte indtages samtidig med en side i læsebogen, som ikke blev læst i weekendens dovenskab.
Langt om længe lykkedes det faktisk at blive færdige til afgang. ..... Behøver jeg at fortælle, at bilnøglerne selvfølgelig ikke hang på sin plads, og at vi måtte bruge tid på at lede efter dem :S
Gæt hvem, der ikke nåede i skole til tiden - Det ER sgi da for sløvt! Næste mandag går det helt sikkert meget bedre! ......

Sådan startede min uge altså - og iøvrigt også min blog.